Nyt fra professoren
Et fænomenalt år for forskningen i vores afdeling
Slutningen af 2022 nærmer sig, og det har været et fænomenalt år for forskningen i vores afdeling. Den afsluttende oversigt over artikler fra afdelingen har vist, at rigtig mange forskellige personer er aktivt forskende, og vi har igen overgået os selv med foreløbigt 67 publicerede/accepterede artikler!! Dertil lykkedes det Nina Andersen-Ranberg at komme i NEJM med sit flotte arbejde. Læs mere herom og om afslutningen på RECIPE studiet nedenfor, hvor vi også fokuserer på den flotte forskning inden for regional anæstesi, som foregår på Roskilde matriklen i vores afdeling.
Rigtig glædelig jul og godt nytår til alle, og tusind tak for godt forskningssamarbejde i 2022!
AID-ICU i New England Journal of Medicine
Vi er meget stolte af at resultaterne fra AID-ICU studiet er publiceret i NEJM:
https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMoa2211868
Studiet gik online samtidig med at afdelingens ph.d. studerende Nina A-Ranberg holdt oplæg til den Europæiske Intensiv Kongres ESICM i Paris. Studiet viste, at haloperidol er en sikker behandling af delirium og at lægemidlet formentlig har en gavnlig effekt, idet man fandt bedre overlevelse blandt patienter som havde modtaget haloperidol sammenlignet med patienter, som havde fået placebo. Studiet er vigtigt fordi det understøtter en behandling som mange patienter allerede modtager i hospitalsvæsnet, men som hidtil ikke har været understøttet af god evidens, og hvor der har været tvivl om effekten. Studiet har allerede haft indflydelse på klinisk praksis, idet klinikere har genoptaget brugen af haloperidol efter, de er blevet bekendte med resultaterne af AID-ICU studiet. AID-ICU udgår fra SUH og er lavet i CRIC samarbejdet.
Spændende forskning i Roskilde
I august var Jens, Martin og Anne Sofie en tur til Innsbruck for at udvikle en ny blokade. Målet var at udvikle en blokade, der rammer n. pectoralis medialis et lateralis med et lille volumen (3-5 ml), som et alternativ til PECS blokkene, hvor der bruges 20-30 ml lokal anæstesi.
Vi undersøgte to nye blokadeteknikker i kadavere, hvorefter Professor Moriggl og hans assistenter dissekerede sig frem og blotlagde anatomien. Den ene blokad (TAeD block) anlægges sv.t. plexus brachialis anteriore divisions. Den anden (PENSEL block) anlægges på den superficielle side af den clavipectorale fascie, som de to pectoralis nerver penetrerer, efter de udgår fra plexus brachialis.
På billedet ses at de to pectoralis nerver er ramt med grøn farve efter et PENSEL block. Den grønne farve har ikke ramt selve plexus brachialis. Resultaterne ser lovende ud – det ser især ud til, at vi med PENSEL block kan ramme de to pectoralis nerver selektivt med et volumen på bare 3-4 ml. Metoderne afventer yderligere undersøgelser.
Martin V Nielsen, ph.d. stud, arbejder med spændende nye tiltag på forskningsfronten vedr. trunkale blokader til brystcancerkirurgi i Roskilde. Blokadetypen vi undersøger hedder den costotransverselle blokade (CTB). CTB udnytter de positive effekter af den thorakale paravertebrale blokade (TPVB). TPVB bedøver spinalnerven inde i det thorakale paravertebrale rum; CTB appliceres noget mere superficielt hvorved lokalbedøvelsen spreder sig ind i det thorakale paravertebrale rum. En proxy blokade om man vil. I det næste forsøg Martin skal lave, skal kvaliteterne af CTB testes nærmere samtidig med han undersøger om man kan nedsætte det antal stik vi tilbyder patienterne. Dette gøres hos frivillige raske forsøgspersoner som randomiseres til to grupper til hhv. 1 stik med 21ml lokalbedøvelse mod 3 stik med 7 ml. Efterfølgende tester han antal bedøvede dermatomer, forskel i BT, blok-NRS samt en egentlig ”sensory mapping” der skal illustrere det mere præcise område der er bedøvet.
Til forsøget tager Martin desuden en helt ny modalitet i brug: termografi. Vha. et termografikamera (et varmesøgende kamera) kan man detektere små temperaturændringer i hudoverfladen hos patienterne. Nerveblokader giver sympatolyse relevante steder og bedøvede hudområder bliver således vasodilaterede og derved varmere. Denne varmeforskel kan man se med et termografikamera. Termografien bliver således et objektiv mål (i forhold til subjektive i form af pinprick, kuldevarmesans mm.) og håbet er, at man ved at tage et komplet noninvasive billede af patienten hurtigt og nemt kan afgøre om en blokade er slået an i det ønskede område.
Billedet er en illustration af, hvordan et termografibillede af thorax ser ud. Her har vi ikke lagt blokade på personen, men blot haft en ispose kortvarigt på ve. Thorax halvdel. Prøvebilledet er således en illustration på en person der har fået lagt blokade på hø. side (og ve. side bliver nedkølet af rumtemperaturen).
Afslutningen på Katrine B. Tanggaards ph.d. forløb nærmer sig og som det sidste studie er hun i gang med at lave et systematisk review med alle de randomiserede studier, hvor TQL-blokaden er blevet brugt til kirurgi i abdomen. De fleste studier har få forsøgsdeltagere, så hun vil undersøge effekten af blokaden på tværs af studierne. Der er indtil videre inkluderet omkring 40 studier fra forskningsgrupper i hele verden.
Når man anlægger et TQL blok mellem musklerne quadratus lumborum og psoas major, er man i nærheden af det nerveplexus (n. femoralis/plexus lumbalis), der innerverer quadriceps-musklen. Det er flere gange rapporteret, at patienter oplever nedsat bevægelighed af underekstremiteten efter anlæggelse af et TQL-blok.
Sidste efterår undersøgte vi derfor om vi kunne genfinde dette hos en række frivillige forsøgspersoner ved at anlægge et TQL blok med lokal bedøvelse og et med saltvand. Alle forsøgspersonerne kunne både hoppe og gå 1 time efter blokadeanlæggelsen. På billedet ses en forsøgsperson, der hopper 6 meter på ét ben efter anlæggelse af et TQL blok. Alle forsøgspersonerne kunne udføre testen en time efter blokadeanlæggelsen og brugte ikke længere tid på det.
RECIPE studiet har afsluttet inklusionen.
Studiet undersøger om hvilke af de forskellige kombinationer af paracetamol, ibuprofen og dexamethason, som er bedst til at mindske opioid-forbrug og smerter efter en elektiv hofteoperation. Forsøgsdeltagerne er siden marts 2020 blevet inkluderet på ni forskellige hospitaler fordelt på tre danske regioner. Det er med 1060 deltagere et af de største postoperative smertestudier, der er gennemført. Der indsamles stadig data på deltagerne i det postoperative forløb, mens de data, der allerede foreligger, er ved at blive renset op og forberedt til analysen. De sidste follow-up data er i hus medio februar, hvorefter de fire grupper kan afblindes og det endelige manuskript udfærdiges. Se mere om studiet på www.recipetrial.com
Vindere af bedste poster ved NOKIAS konference Trondheim september 2022 5 sygeplejersker fra afdelingens to intensive afsnit deltog i konferencen NOKIAS (Nordisk sammenslutning for intensiv og anæstesisygeplejersker) i efteråret med posteren: Exploring non-invasive treatment and care in the ICU.
Posteren, som vi præsenterede, var et projekt, hvor vi har undersøgt nuværende praksis ift. NIV-behandling til den intensive patient, samt patientens perspektiv.